You are here

Om #AlleTidersTour

Det er med stolthed, at det er lykkedes at få verdens største cykelløb til at starte sin anden etape fra Roskilde i 2022.

Byrådet i Roskilde Kommune glæder sig til at skabe en gul optakt og folkefest i samarbejde med kommunens borgere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og foreninger, når verdens øjne hviler på Roskilde.

Roskilde Kommune er i gang med at planlægge selve den praktiske afvikling af Grand Départ i 2022, og som en del af forberedelsen vil vi gerne høre dine input og gode ideer til, hvad der skal ske i 2022. Ideerne skal skabe fundamentet for den fælles folkefest, som er åben for aktiviteter, hvor fællesskab, hverdagscyklisme, folkelighed og sundhed er i fokus.

Den gule folkefest skal være synlig på flere niveauer – det skal kunne ses fra luften, så vi under tv-dækningen af Tour de France får fantastiske flotte billeder fra Roskilde Kommune. Vi har meget at byde på for kommende turister med Domkirken, Vikingeskibsmuseet, Roskilde Festival og den smukke natur omkring fjorden og landskaberne i nord og syd. Folkefesten skal også være synlig på gadeplan – det skal give den særlige stemning at verdens største cykelløb kommer gennem kommunen. Langs ruten kan der være hot spots, hvor tilrejsende og borgere kan tage del i festlighederne.

Det gule fællesskab skal styrkes og bygges op i optakten til Grand Départ 2. juli 2022. Vi skal samle og skabe oplevelser, så kommunens borgere føler sig som en del af begivenheden. Roskilde Kommune har sikret selve den praktiske afvikling af Tour de France økonomisk, og bakker op om at skabe den gule folkefest, men vi kan ikke gøre det alene. Derfor vil vi gerne inddrage alle gode ideer og være med til at koble ideerne sammen, så de bliver gjort til virkelighed. Det gør vi gennem denne hjemmeside og et større åbent arrangement i november 2020.

Kommunen har nedsat en administrativ styregruppe med kommunaldirektøren som formand, og programlederen for Grand Départ 2022 er med til at sikre gennemførelsen.

Senest opdateret

03.09.2020